Af Nikolaj Noel Christensen, fotos af Andreas Bennetsen Boe

Klokken var lige ved at slå seks om morgenen, da Kristian holdt parkeret ude foran Egevangen med en lang dag foran os med udsigten til vores hidtil længste twitch fra København, nemlig Frederikshavn efter Danmarks forsat mest stationære Nonnestenpikker på sydmolen i Strandby efter et par uger på molen med udsigt til Hirsholmene mod øst.

Derefter begyndte snakken stille og roligt, som vanligt om dagens forventninger. For fuglen måtte simpelthen være på plads, da den trods alt var blevet set dagen før. Men nu skulle vi først lige hente Klaus på Smørumvej, som blev gjort i nærmest en vending da vi blot bor kun 5 minutter fra hinanden i bil, hvor efter motorvejen ventede de første mange kilometer sammen med de to broer som efterhånden mange har krydset for at få en oplevelse i bogen. Vi skulle blot lige mødes med Andreas ved sidste rasteplads før broen til Jylland, hvilket gik ganske nemt efter blot at have holdt fem minutter i morgenmørket med tankerne om morgenens første kaffe i baghovedet.

Vi kom derfor hurtigt af sted igen, og samtalen i bilen blev atter en gang livet op med alt fra ældre ornitologiske anekdoter henover Sydamerikas spændende fugleliv, siden både Andreas og Klaus har besøgt, hvad der i Klaus øjne er Sydamerikas perle med succes, alt i mens regndråberne drev ned ad bilruderne på vej mod Frederikshavn. Således blev der kastet rundt med eksotiske fuglenavne, som jacamarer og kolibrier mens solen til glæde for os alle stille brød op i mellem de ellers tilstedeværende mørke skyer, som havde præget vejen til Jylland. For humøret blev jo kun højere jo nærmere vi kom Frederikshavn efter to hurtige stop for henholdsvis kaffe og benzin.

Der gik da heller ikke lang tid før vi så fuglen, vi havde kørt så langt for ved ankomsten til Strandbys sydligste mole ved udsigten til Hirsholmene mod øst, hvor Nonnestenpikkeren vel egentligt skulle have befundet sig, men i stedet sad den på øverst på en tagrende på en af havnelagerbygninger med sit appelsinfarvede bryst, hvide bryn og nærmest småsyngende mod den blå frostklare himmel, mens Kristian, Klaus, Andreas og jeg kunne juble efter at have kørt den lange vej fra København, blot for at se denne centralasiatiske specialitet, som nu befinder sig for langt mod nord. Derefter gik det hurtigt med at få grebet kameraerne og få fuglen over på den velkendte mole, hvor den så ofte var blevet set i de foregående uger fouragerende med Hirsholmene som sceneri og euroforiske birdere omkring sig. Vi fik da også fornøjelsen efter et lille kvarters venten, efter at have jaget måske lidt for med den, hvorefter den ligeledes blev set på det lille strandstykke neden for molen med den lokale Skærpiber jagende efter sig i noget der til tider lignede vildt over havnen. Den viste sig dog hurtigt samarbejdsvillig på molen i den klare vintersol og rene salte luft. Samtidig blev der bred enighed om at køre videre til Hirtshals for at prøve efter Bonapartemåge, der måske stadig kunne flyve rundt ved havnen i Hirtshals blandt Hættemåger langt fra det amerikanske.

Vi samlede os derfor hurtigt sammen og kørte endnu længere mod nord, for måske endnu engang at finde en eksotisk gæst, denne gang dog ikke med østlig oprindelse, men fra den anden side af Atlanten, eller som amerikanerne selv siger ”Over the pond”. Der gik vel næppe heller ikke end blot et par minutter, før vi opdagede den første Ride ved den østligste del af Hirtshals flyvende mod syd, ligesom at mange Storm- og Sølvmåger havde valgt at slå sig ned på den stormfyldte strand.

Her var der dog en ingen Bonapartemåge at se, og vi kørte derfor længere ind i selve havnen med forsat flere måger om ørerne i takt med at stormen tog til, hvilket gav udslag i et havnebassin fyldt med Rider i det i inderste havneløb i alskens dragter. Hvor specielt de unge fugle med deres sorte og hvide dragt tog sig godt ud i nu snart dagens sidste lys. Samtidig blev Klaus og undertegnede opmærksomme på en lille flyvende fugl med hurtige vingeslag indflyvende mod havnen. Det var helt klart en måge af en mindre karakter end de omkringværende, men desværre gik det hele alt for stærkt samtidig med, at vinden tog til og herved endte dagens tur til Danmarks mest stormomsuste hjørne.

Under alle omstændigheder tak til Andreas, Kristian og Klaus for en dag i Danmarks nordligste hjørne.